torsdag D. 30 januar, 2020

Øg din families trivsel på ti minutter

Ja, det lyder lidt for nemt. Og det er nemt, men det er ikke på grund af de ti minutter, du investerer dagligt i 14 dage. Det er nemt på grund af de processer, som denne øvelse sætter i gang. Lad mig ganske kort fortælle dig hvordan og hvorfor. Så kan du og din partner begynde at styrke jeres trivsel allerede i aften.

 

10-minutters-øvelsen, der øger din families/dit parforholds trivsel

Følg denne opskrift de næste 14 dage hver aften inden sovetid:

  • Nævn tre gode ting som er sket i dag (frit valg, f.eks. noget der er gået godt, gjorde dig glad, gav dig en god fornemmelse etc.)
  • Fortæl om hver oplevelse og om din egen rolle i dem.
  • Overvej, om der også er andre end dig selv, der fortjener en taknemmelig tanke i forbindelse med oplevelserne.
  • Nævn hvilke personlige styrker eller egenskaber du selv havde i spil.
  • Byt, så I begge får nævnt tre gode ting. (Brug en dagbog hvis du sover alene)

Bemærk: Øvelsen kan også anvendes med børnene i en alderstilpasset version, eksempelvis som en del af putte-ritualet.

Dette er min familieversion af en meget veldokumenteret lykke-øvelse, som har vist sig at have imponerende effekter over tid. Resultaterne er gode, fordi denne enkle metode lærer vores hjerner at lede efter de gode, konstruktive og energigivende følelser og oplevelser. Når vi aktivt leder efter dem i hukommelsen træner vi hjernen og styrker vores modstandskraft overfor kommende udfordringer.


Få dit parforhold til at blomstre

Jeg kan i mit daglige arbejde tydeligt se, at når par i fællesskab begynder at reflektere over det, der går godt, fokuserer på det, som de gør godt, så skaber det ringe i vandet og refleksionerne bliver til nye indsigter, nye muligheder, større overskud til at realisere drømmen om det familieliv, de i virkeligheden ønsker sig; det liv de havde drømt om, men som var blevet sat på stand by, kvalt i hverdagens praktik med små og store irritationsmomenter.

Når familier f.eks. ved hjælp af denne øvelse skærper fokus på det, der fungerer og det, der er godt, så ruller aha-oplevelserne ind i hverdagen. Det er virkelig forunderligt.

Det er ikke fordi, øvelsen tryller irritationsmomenterne og problemerne væk. Bestemt ikke. Og det skal den heller ikke. Men balancen bliver en anden. Det tunge og negative bliver mindre dominerende – og dermed mindre drænende. Det giver mentalt overskud til at gå i krig med problemerne på en konstruktiv og effektiv måde.

 

Og alt det ved hjælp af en lille – men seriøs – fælles indsats hver aften.

 

Er det ikke værd at forsøge…? :)

Hjælp os til at blive bedre

Blev du rørt. mere bevidst eller inspireret af denne artikel?

Følg os på Facebook

… Og vær blandt de første til at få besked om nyheder, nye artikler, opskrifter og meget mere.