Anne Elisabeth Traulsen

Psykolog og Kropspsykoterapeut

At barndomstraumer gør os syge blev påvist allerede i 1998 i Adverse Childhood Experiences Study foretaget af Centers for Disease Control and Prevention. Forskerteamet undersøgte sammenhængen mellem sygdom og barndomstraumer. De spurgte over 17.000 voksne om de i barndommen havde oplevet: Fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb, vold mod moderen, at nogen de boede sammen med var misbruger, psykisk syg, selvmordstruet eller sad i fængsel.

Barndomstraumerne blev sammenholdt med deltagernes sundhedstilstand og studiets to hovedfund var mildest talt overraskende.

• Studiets første fund viste, at barndomstraumer er meget almindelige. Hele 67 % havde mindst ét barndomstraume, og én ud af otte havde fire eller flere barndomstraumer.

• Studiets andet fund viste, at jo flere barndomstraumer deltagerne havde desto mere og værre sygdom led de af i et livsperspektiv. Derved blev et direkte link mellem barndomstraumer og sygdom fundet. 

Det er nu små 20 år siden denne sammenhæng blev dokumenteret. Alligevel har det danske sundhedsvæsen vist sig uinteresseret i virkelig at forstå sammenhængen mellem traumer og sygdom. Og derved også uinteresseret i at kunne tilbyde effektiv behandling til de mange mennesker, der årligt kontakter læger, psykologer, hospitaler og psykiatere på baggrund af sygdom, som ved ordentlig undersøgelse kunne have vist sig at have ophav i barndomstraumer. Som konsekvens heraf cykler mange mennesker rundt mellem lægefaglige specialister, men kun sjældent får de en behandling, der virker i længden.

Opgivne, frustrerede og vrede ender mange af disse mennesker hos mig, når sygdomssymptomerne også har manifesteret sig psykisk. Jeg er naturligvis oprigtig glad for alle mine klienter, men det gør mig trist, at flere af dem har brugt alt fra 1 – 50 år på sygdom, endeløse undersøgelser, som ingen vejne førte, og indtag af medicin, som aldrig rigtig hjalp, men som gav bivirkninger. Det er spild af livskvalitet og ressourcer. For mig bliver det for hver dag der går sværere at begribe, at helt indlysende sundhedsmæssige sammenhænge, mod bedrevidende, overses og negligeres i sundhedsvæsenet.

Når døden er en god løsning

I min klinik behandlede jeg en kvinde, som havde cyklet rundt i sundhedssystemet i fem år. Hun opsøgte mig, fordi hun havde en allestedsnærværende angst som blev værre og værre. Udover angsten havde hun for lavt stofskifte, muskelsmerter i lænden og benene samt hormonelle ubalancer.

I terapien viste det sig, at hun havde oplevet seksuelle overgreb i barndommen. I løbet af de næste måneder arbejdes vi med, at kvinden begyndte at øge sin kropsbevidsthed, så hun kunne mærke de steder i kroppen, hun var syg. I stofskiftet lå der en historie om, at hun under en af barndommens overgrebsnætter havde både troet, at hun skulle dø og samtidig havde håbet det. Hendes sjæl var sprængt i stykker under overgrebet og hendes lille krop havde lagt sig til at dø, fordi den ingen anden udvej kunne finde. Da hun vågnede næste morgen var hun ikke død, men hun levede heller ikke rigtig videre. Hun havde opgivet livet. Der var en del af hende, der stoppede med at leve den nat og den del havde manifesteret sig i stofskiftet.

At traumet sad i hendes stofskifte giver god mening, fordi stofskiftet regulerer hastigheden af energiproduktion og aktivitet i kroppen. Forskellen på liv og død er den energi, den levende krop producerer. Stopper den med at producere energi, så dør vi. Kvinden befandt sig psykisk et sted mellem liv og død, fastlåst i et traume, og hendes krop manifisterede denne stilstand ved at skrue ned for hendes energiproduktion og aktivitet, så den var “halvdød”.

I terapien arbejdede vi via kropspsykoterapeutiske metoder på at hjælpe kvinden ud af børneværelsets seng og tilbage til livet. Jo mere i live hun blev, desto mindre angst oplevede hun. Hun udviklede en stor appetit på livet og blev sulten. Via funktionel medicinske metoder understøttede vi hendes krop med sund og nærende mad og målrettede tilskud, som rettede hendes stofskifte op. Hendes hormonelle ubalancer blev mindre og mindre i takt med, at stofskiftet blev hurtigere. De sidste af hendes muskelsmerter i lænden og benene forsvandt, da vi gjorde hende psykisk stærkere end sin overgrebsmand og hjalp hende med at sparke ham væk og besejre ham.

Traumer skaber fysisk og psykisk sygdom. Men det er ikke en dom, vi skal leve med resten af livet. Det handler om at finde den rigtige hjælp. Med funktionel psykologi håber jeg på, at kunne hjælpe endnu flere af med kroniske lidelser, som har ophav i traumer, samt at øge interessen og bevidstheden om disse sammenhænge.

Jeg blev glad helt ind i sjælen, da jeg stiftede bekendtskab med den amerikanske børnelæge Nadine Burke Harris, som er stifter af Center for Youth Wellness, som er et initiativ på California Pacific Medical Center, Bayview Child Health Center. Sammen med sit team arbejder hun hele vejen rundt om traumatiserede børn, for at forhindre en løbebane mod kronisk sygdom. Hør hende fortælle om sit inspirerende virke her på TED.

Kærligst, Anne Elisabeth Traulsen

Foto: Kat Jayne, Pexels