Vi skal kunne mærke barnets følelse, oversætte den i os selv og levere den tilbage i en form, så barnet føler sig set, forstået, beroliget og opmuntret.
Vores børn er sanse-følevæsner. Det vil sige at børn op til 12 års-alderen de mærker stemninger og sansninger og reagerer følelsesmæssigt, langt mere end de har kognitiv kapacitet til at “tænke sig om” og reagere rationelt.
Vi skal derfor give vores børn nogle oplevelser og udfordre indenfor nærmeste udviklingszone, så barnet har fundamentet for at udvikle den dyrebare følelsesmæssige intelligens og tryghed.
Min egen søn blev 18 år i maj 2022, og jeg kan kigge tilbage, og se mig selv som nybagt mor, uden al den viden om tilknytning og tryghed, som jeg har idag. Derfor er min mission at give så meget som overhovedet muligt videre til andre forældre og til fagpersoner som arbejder med børn og unge.
Det er vigtigt for mig ALTID at indgyde til nysgerrighed og omsorg, når vi som forældre kigger på os selv udefra. Dårlig samvittighed, skyld og skam, kan vi ikke bruge til noget. Uanset om vi er forældre eller som fagpersoner arbejder med børn og unge, så er min erfaring og overbevisning, at ALLE det det så godt vi kan. Når det er sagt, så mener jeg samtidig at al for mange børn og unge, møder voksne der af den ene eller anden grund er pressede på en måde, at mentaliseringsevnen daler. Vores mentaliseringsevne bruger vi til at se os selv udefra og barnet/den unge indenfra samtidig med at vi er istand til både at tænke og føle klart, til trods for at barnet er i følelsesmæssig affekt.
Jeg er netop ved at afslutte en efteruddannelse i neuroaffektiv udviklingspsykologi hos Susan Hart. Her taler vi blandt andet om at vi voksne omkring børnene/de unge er såkaldte “karavaneførere”, der skaber tryghed.
Som karavanefører skaber vi:
Vi voksne har altså ansvaret for at afstemme os med barnet. Vi skal kunne mærke barnets følelse, oversætte den i os selv og levere den tilbage i en form, så barnet føler sig set, forstået, beroliget og opmuntret.
En “opskrift” der står på fundamentet af den neuroaffektive pædagogik;
Vi skal som voksne huske; Vi kan ikke arbejde med den tænkende hjernes kompetencer før de følelsesmæssige, og ikke med de følelsesmæssige kompetencer før de autonome (sanselige).