mandag D. 30 september, 2019

Vise livsråd til dig fra Radiodoktoren

Mange gode og vise ord fra en erfaren og dygtig mand. Tag fat i hvad du kan bruge, hvad der giver mening for dig. Tager du blot nogle enkelte af rådene til dig, vil du stadig få et positivt udbytte og bevæge dig mod et bedre liv.

 

1. Planlæg ordentligt, og vær så, hvor du er, med din fulde opmærksomhed. Så får du al den tid, du har brug for, og slipper for unødige bekymringer for fremtiden og ærgrelser over fortiden. Livet er her og nu, ikke i går eller i morgen. Men du er også nødt til at investere i din fremtid.


2. Få tingene gjort og vær realistisk med hensyn til, hvad du kan nå. Vælg at gøre det, der er vigtigt, og lad resten være uden at have dårlig samvittighed. Lav en liste over det, du vil nå. Lykkes det ikke, så overvej at slette de ting, som ikke er vigtige for dig eller andre. Ingen kan klare alt. Pas på med ikke at påtage dig for meget. Men heller ikke for lidt.


3. Sundhed er at ha’ det godt med din krop, dit sind, dine følelser, dine medmennesker, dit miljø, din kultur, dit arbejde og din sjæl. På trods af den modgang, vi alle vil komme ud for livet igennem, og som gør os til modne, forstående og medfølende mennesker. Men der skal investeres på en række felter, hvis du skal blive ved med at have det godt.


4. Får du det dårligt, så tænk over hvorfor,. Skriv ned, hvad det er, du føler er anderledes, og hvad du selv tror, årsagen kan være. Føler du dig ikke dødssyg, så lad være med at gå til læge de første 14 dage. 95 procent af alle bliver raske af sig selv i løbet af 14 dage, og så undgår du unødig medicin.


5. Er du efter 14 dage endnu ikke klar over, hvad der er galt, og hvorfor du har det dårligt, så snak først med din nærmeste ven eller veninde, og hvis det ikke hjælper dig videre, så gå til læge. Men husk at tage det, du har skrevet ned, med derhen. Det er brikkerne til det puslespil, der skal lægges henne hos lægen, så I sammen kan finde ud af, hvad der er galt, og hvorfor det er gået galt. Er i sammen nået til at finde ud af dette, så kommer dit næste, vigtige spørgsmål: Hvad kan jeg selv gøre for at blive rask eller for at komme til at leve godt med den sygdom, jeg ikke kan slippe af med igen?


6. Start hver morgen med at trække vejret dybt foran et åbent vindue. Så bliver dine lunger foldet ud, du får mere ilt i blodet og kan skabe den energi, du har brug for til den dejlige, nye dag, du er vågnet til. Tag så et vamt brusebad og slut af med et koldt. Ræk begge hænder i vejret og sig: ”Yes! Det bliver en dejlig dag i dag!”.


7. Tag 1-2 spiseskefulde af en sund olie og drik derefter et helt glas vand med en kvart teskefuld havsalt, for eksempel Himalayasalt.


8. Undgå tobaksrøg, da den vil skære af din livslængde og skade både dig og dine nærmeste utrolig meget. Husk, at dine børnebørn og oldebørn har brug for fornuftige gamle, når de ikke kan finde ud af, hvad der er vigtigt i livet. Og så er det synd, når de gamle har gasset sig selv, inden ungerne er store nok til at forstå, hvad der bliver sagt.


9. Føler du dig nervøs eller stresset, så træk vejret dybt tre gange og smil! Det giver dig ro og afspænding i både krop og sind. Du får igen overblik og styr på dit liv.


10. Vær opmærksom på din vejrtrækning. Mange mennesker trækker vejret for meget og udlufter dermed for meget kultveilte (kuldioxid) fra blodet. Det medfører sammentrækning af de ubevidste muskler i blandt andet lungernes luftrør og pulsårernes vægge. Det kan medføre astma og for højt blodtryk. Årsagen til over-åndingen er ofte stress. Øv dig på at trække vejret roligt og regelmæssigt. Lær det eventuelt af en Buteyko-, yoga-, Tai Chi- eller Qi Gong-lærer. Det giver også ro i krop og sind.


11. Har du en dårlig dag, så træk med dine ansigtsmuskler dine mundvige helt ud til siden. Du kan så ikke lade være med at smile, du får det godt, og dine omgivelser får det også godt. Smilet går lige ind til dit følecenter i hjernen.


12. Vær mindst en time ude i kraftigt dagslys hver dag året rundt, især om vinteren. Så undgår du vinterdepressioner, får motion, møder andre mennesker og kan følge med i naturens gang. Din søvnkvalitet bliver meget bedre, og du modvirker aldringen ved at stimulere din natlige dannelse af signalstoffet melatonin i din koglekirtel i hjernen. Kan du ikke komme ud, når det er lyst, så køb eller lej en dagslyslampe og brug den om morgenen. Udskift lysstofrør med dagslysrør.


13. Når du møder andre, så giv dem et ordentligt håndtryk eller et kram som tegn på, at du er glad for at se dem. Hold dem gerne i hånden, når du snakker med dem, for så hører I, hvad hinanden siger. Sig også farvel med et knus eller et ordentligt håndtryk, og slut af med at give den anden et skulderklap eller et klem på armen. På den måde siger du klart, at du har været glad for at møde vedkommende, og at du sætter pris på ham eller hende.


14. Hører du noget skidt om andre, så glem det. Det er sandsynligvis sladder, og er det rigtigt, så har du alligevel bedst af at glemme det. Hører du noget godt om andre, så husk det og sig det til vedkommende, når du senere møder ham eller hende. Det er også et skulderklap. Vi skal anerkende hinandens indsats for nogen og noget. Ikke mindst skal børn roses, hver gang de gør noget, der gavner andre, og gør det af sig selv. Det vil give dem lyst til at blive ved med at gøre noget for andre, selvtillid og selvværd, uden at der bliver selvoptagne.

15. Husk også at give dig selv kredit for alt det gode, du selv gør. Det er godt at kunne se sig selv i spejlet og sige: ”I dag har jeg gjort livet gladere og lysere for andre”. Sig samtidig højt til dig selv: ”Du er god nok”.

16. Drik to liter ukogt vand hver dag. Du får det meget bedre med hele din krop og med dit sind. Du får spændstighed og kræfter igen, og trætheden forsvinder. Du kan evt. destillere eller koge vandet, men så skal det mineraliseres med en smule havsalt samt gerne magnetiseres ved at stå på en magnetplade. Eller stå på en Grander plade (se www.grander.dk ). Vand er ikke kun en skyllevæske, men afleverer elektroner til dine cellers ”kraftværker” (mitokondrierne), og meget af kommunikationen i kroppen går gennem vand.

17. Pas på dine tænder. Betændelse i tandrødder eller tandkød går i blodet og angriber resten af kroppen. Betændelse i tænder og tandkød kan medføre bakterier i blodet og sygdom mange steder i kroppen.

18. Giv dig tid til at spise og tænke over det, du har hørt og oplevet inden måltidet. Med al den negative information, vi moderne mennesker får, har vi brug for åndehuller til at tænke over det, vi hører og oplever, og få smidt det ud af hovedet, vi ikke kan gøre noget ved. Spis helst sammen med andre, så I også kan have det lidt sjovt og hyggeligt. Du spiser langt sundere, når du spiser sammen med andre. Overhold fornuftige kostråd, spis langsomt og ikke længere, end til du er mæt. Tyg maden ordentligt,. Fordøjelsen begynder i munden.

19. Undgå at spise for meget. Jo mere du spiser, jo mere forharsker/oxiderer du dine cellers kraftværker og fedtet i celler og blod. Det øger risikoen for blandt andet åreforkalkning, ældning og Alzheimers demens. Det øger også risikoen for overvægt og betændelsesagtige forandringer i kroppen (inflammation), der blandt andet medfører smerter.

20. Undgå så vidt muligt al raffineret kost og kost med tilsætningsstoffer, farvestoffer, sødestoffer, konserveringsmidler etc. Vælg så vidt muligt en økologisk eller biodynamisk kost. Den indeholder meget mere af det, du har brug for, end traditionelt dyrkede madvarer, og du undgår sprøjtemidler mm.

21. Spis en grov, fiberholdig kost, seks hundrede gram grønt og frugt hver dag og lad være med at koge og stege det, så enzymer og vitaminer samt smagen bliver ødelagt. Maden skal ikke slås ihjel. Råkost er sundt. Spis krydderurter og krydderier, der er kraftige antioxidanter og giver maden en god smag. Spis varieret, men ikke mere end du har brug for.

22. Spar på mættet fedt (mælkefedt og fedt fra dyr), men brug gerne økologisk, kærnet smør med måde, da det også indeholder mange sunde fedtsyrer. Men det skal være rent smør. Hold dig helt fra margarine. For meget mættet fedt og margarine øger smerter i kroppen. Vælg økologisk kød.

23. Til stegning vælg økologisk, kærnet smør og olivenolie. Til langtids stegning er kokosfedt/olie af god kvalitet meget fint. Kokosfedt et mættet, men sundt fedt, der ikke ødelægges af høje temperaturer.

24. Sørg for at få nok af det sunde fedt: Olivenolie, avocado, fed fisk, fiskeolie, mandler, nødder, hørfrøolie og kæmpenatlysolie. Fedtsyrerne heri dæmper smerter i kroppen og er vigtigere end vitaminer. Det er først og fremmest omega-3 fedtsyrer, du har brug for. Tag evt. et dagligt tilskud af sunde olier, for eksempel fiskeolie af god kvalitet, Nutridan Strong citron, Livets Olie eller Udo’s choice. 1-2 spiseskefulde. Vær ikke bange for at tage på af dem. Du vil tværtimod tabe dig, hvis du har brug for det. De sunde fedtsyrer øger din forbrænding og modvirker trang til sød mad og til at spise for meget.

25. Husk, at alt det, der bruges, holdes sundt og i orden, mens alt det, der ikke bruges, visner, bliver slapt, gør ondt og forgår. Brug dine muskler, så de vedligeholder deres styrke og smidighed. Brug dine led, så de bliver smurt, og brusken får noget at leve af. Brug din ryg meget og rigtigt for at undgå dårlig ryg. Anstreng dig dagligt til grænsen af, hvad du kan holde ud. Du kan så mere og mere, dit hjerte bliver stærkere og kredsløbet i det bedre. Ømme muskler skyldes ofte for lidt brug eller mangel på D3-vitamin. Kramper i musklerne skyldes oftest mangel på magnesium.

26. Hold også din hjerne i gang ved at bruge den. Skriv breve, deltag i møder, gå til foredrag, skriv dagbog og dine erindringer, bliv begejstret og bland dig. Hold mørkning sidst på dagen, hvor du fortæller dine kære, hvad du har oplevet og lært i dagens løb. Lad også din familie komme til orde. Husk også, at enhver bevægelse af din krop stimulerer din hjernes funktion. Går du i stå i kroppen, vil du også gå i stå i toppen.

27. Du har behov for et netværk af solidariske, kærlige venner og familie, gerne i tre generationer.

28. Fortsæt med at lære og udvikle dig livet igennem. Vær nysgerrig. Undersøg alt. Ellers vil alderdom, ligegladhed og depression true dig og din sundhed. Tro ikke på alt, men undersøg selv, om det er rigtigt.

29. Dine medfødte evner/talenter må du med koncentration og arbejdsomhed til stadighed udvikle, så du øger din viden til gavn for andre.

30. Luk ikke dine følelser inde, for så laver de ravage i sindet med angst og depression, og du får problemer med musklerne og andre legemlige symptomer. Græd din sorg ud, skæld ud, når der er grund til det, syng og dans, når du er glad, selvom du risikerer at ryge i detentionen eller på en psykiatrisk afdeling. Vi er mennesker, fordi vi har følelser, og de skal ud.

31. Du behøver ikke at blive uvenner med folk, fordi du er uenig med dem om noget. Snak tingene igennem og hyg dig så med dem bagefter.

32. Lad være med at tage tingene personligt. Brug dine kræfter på at forstå, hvorfor andre har været onde over for dig, generet dig, gået bag din ryg, snydt eller bedraget dig. Der er altid en forklaring. Mennesker er ikke ideelle. Alle har fejl, og det er de svage, der lader deres egne problemer gå ud over andre.

33. Tilgiv andre, hvis de har snydt, skuffet eller generet dig. Det er ikke mindst godt for dig selv. Negative følelser som surhed, had og vrede vil æde dig op indefra.

34. Vær ærlig over for dine medmennesker og meld ud, hvis du har det dårligt. Spørger de dig, hvordan det går, så lad være med at gemme dig bag ordene: ”Det går fint! Hvordan med dig?”. Bed dem om at lytte til dig, så du får mulighed for at snakke ud med både vedkommende og dig selv om grunde til, at du har det dårligt.

35. Hav respekt for alt levende – dine medmennesker, dyr, fugle, planter og træer. Alle har krav på din respekt, ligegyldigt hvem de er, eller hvad de er.

36. Pas på miljøet. Husk du selv er en del af det.

37. Bed andre om hjælp, hvis du har brug for det. Du hverken generer dem eller ligger dem til last ved at bede om hjælp. Du giver dem en gave. Du siger, at du har tillid til dem, at du har brug for dem, og at de er værdifulde for dig. Vil du hjælpe et menneske, der har det skidt med sig selv og føler sig værdiløs, så er den bedste måde at hjælpe vedkommende på at bede ham eller hende om at hjælpe dig. Vil du være venner med nogen, så bed dem om hjælp. Det er et ”Sesam luk dig op”.

38. Vis taknemmelighed. Der er meget at være glad og taknemmelig for. Skøn på det og sig tak.

39. Søg fællesskab med andre og syng sammen med dem. Det er de største værdier i dansk kultur. Det dårligste i vores kultur er vores dans omkring guldkalven, der i vor tid hedder penge, produktion, vækst og magt. Men glæden ved at udføre et godt stykke arbejde er med til at skabe et godt liv for dig og dine, hvad enten du får penge for dit arbejde eller ej.

40. Bevar din evne til at opføre dig lidt vanvittigt, have det sjovt og klovne for andre. Dit indre barn skal have lov til at komme ud og lege. Det er godt for din egen livsglæde, og du smitter andre med den.

41. Giv dig tid til at finde frem til en mening med dit liv og det, der sker i det. Gerne sammen med dine nære medmennesker. Der er en mening med alt, også det vi ikke kan se nogen mening i. Hvad vil du gerne nå i resten af dit liv? Hvad er dine virkelige livsværdier? Der er også en højere mening, som vi ikke med vores primitive naturvidenskab kan forstå. Her skal vi bruge intuition og tro.

42. Find dig et sted, hvor du kan være alene. Et tilflugtssted hvor du i ro og fred kan tænke over dit liv, og hvad der sker i det. Et sted hvor du kan koncentrere dig om det, der er vigtigt for dig. Gerne ude i naturen. Mangler du energi, kan du omfavne et træ. Det vil give dig jordforbindelse og kraft fra træets kraftfelt.

43. Du skal tro på dig selv, på dine medmennesker, på at der findes en mening med alt og på, at der findes en højere magt samt et liv efter dette. På den måde kan du også få sat din død på plads, så du kan leve dit liv fuldt ud på trods af modgang, kriser, tab, sorg, sygdom og smerter. Vi er her i livet for at lære noget, og vi skal lære færdig, før vi går over på den anden side af dødens port.

44. Sundhed er svulmende livskraft, livslyst, trivsel og velbefindende – på trods af den modgang, som vi alle vil komme ud for livet igennem.

45. De tre store læger er Vorherre, tiden og naturen. Det er hos dem, vi skal søge hjælp, men vi skal selv gøre arbejdet. Et gammelt russisk ordsprog siger: ”Tro på Gud, men hold ikke op med at ro!”.

46. Et japansk ordsprog lyder: ”Fald syv gange, men rejs dig otte!”. Vær klar over, at vi alle kan blive så hårdt ramt, at vi ikke kan rejse os ved det træ, vi faldt ved. Derfor er det er vigtigt at bo et sted, hvor du kan regne med, at medmennesker kommer og tager dig under armen og hjælper dig op. Alene er du ofte svag, men sammen med andre er du stærk.

47. Jag ikke efter lykken. den kommer, når du forsøger at leve dit liv på en sådan måde, at det ikke kun er til gavn for dig selv, men også for de mennesker du lever iblandt.

48. Vil du forandre Verden, så start med dig selv. Vil du have noget til at ske, så sig det højt på en positiv måde, uden at bruge ord som ikke, nok, aldrig, umuligt og lignende.

49. Livet er dejligt. På trods af modgang og besværligheder. Lev det. Grib dagen og brug den.

50. Husk, du er et værdifuldt menneske. Der er brug for dig, så længe du lever.

Hjælp os til at blive bedre

Blev du rørt. mere bevidst eller inspireret af denne artikel?

Følg os på Facebook

… Og vær blandt de første til at få besked om nyheder, nye artikler, opskrifter og meget mere.