Nadia Holmgren

Cand.pæd.psyk. Familiecoach og PREP-leder

Jeg kender mange børnefamilier – inklusiv min egen – hvor forældrenes tempo til tider virker alt for højt. I hvert fald hvis man spørger børnene. Jeg har flere gange fået en klump i halsen, når mit barn slynger bemærkninger ud som ”mor, du arbejder jo altid, kunne du ikke bare holde lidt fri, så vi kunne hygge”. Og jeg er lige så mange gange blevet flov, når jeg opdager, at jeg er i gang med at overføre min egen stress eller fortravlethed til mine børn. Som forleden, hvor jeg var ved at bade det ene barn, mens jeg udstak direktiver til det andet: ”Tag nattøj på, børst tænder, kom nu, du sidder jo og falder i staver”. Jeg har en agenda. De andre skal helst dele den. Og følge mine ordrer. ”Kom nu, mor har travlt.” Min dejlige datter på 7 svarede så i øvrigt ret indsigtsfuldt på min militæriske instrukser: ”Mor, selvfølgelig falder jeg i staver. Det gør alle mennesker jo af og til”. Det fik mig til at vågne op – og grine af mig selv. For jeg falder da også selv i staver. Tit. Det er ingen skam. Og jeg blev helt varm indeni af at opdage, hvor meget hun hviler i sig selv, når hun ræsonnerer på den måde. Men det er jo ikke altid, at jeg får sådan en gave, at jeg vågner op og opdager, hvad jeg har gang i. Nogle gange – især om morgenen, når vi skal ud ad døren – hundser jeg helt uhæmmet med mine fredelige børn, som om de var små soldater, jeg var ved at sende i krig. ”Kom SÅ”. ”NEJ, du skal ikke lege nu”. ”Vi kommer for sent”. ”Kan du ikke nok forstå…” ”Åh, jeg bliver vanvittig!” Og sådan bliver jeg ved. Når jeg selv er stresset. Når vi endelig er ude i bilen, skal jeg derfor både nå at give dagens vigtigste beskeder og sikre mig, at jeg ikke har gjort nogen kede af det og måske nå at synge (skråle) med på ”Håndværkerrøv”, som jeg ikke rigtig kender teksten resten af til og så lige nå at tune ind på, om begge børn nu har mod på dagen og føler sig godt tilpas. Med andre ord: min stressede tilstand lige inden afgang lægger kun forhindringer i vejen for resten af dagen. Den gavner intet.

Hvilken slags stress taler jeg om?

Nu tænker du måske, at jeg bruger ordet stress lige lovlig lemfældigt. Det er rigtigt. Jeg føler mig stresset mindst en gang om ugen. Men det er ikke den slags stress, hvor man er rigtigt syg. Det har jeg, lige som uhyggeligt mange andre, engang oplevet. For lidt mere end 6 år siden opløstes jeg en helt almindelig onsdag i et tårehav, som ikke kunne standse. Efter ukontrolleret gråd, som bare kom bragende uden at jeg kunne forstå hvorfor, måtte jeg indse, at noget ikke var helt godt. Det var en overvindelse, at acceptere at jeg havde påtaget mig langt mere, end jeg kunne rumme, og at jeg havde glemt at sørge for mig selv. Længe. Det føltes som et nederlag, at måtte uddelegere så mange opgaver som muligt. Og det føltes underligt at melde sig syg pga. spontane og uforklarlige grådanfald. Jeg fik det heldigvis (relativt) hurtigt godt igen. Min læge forklarede, at jeg var ramt at mild stress, og at det var godt jeg reagerede så hurtigt. Mange når at blive meget mere syge. I meget lang tid. For mig var det et wakeup call, der ikke var til at tage fejl af. Og heldigvis kunne vi ret nemt rokere familiens tilværelse rundt, som det nu var mest hensigtsmæssigt.

Min post-it-velsignelse 

Jeg tror, det var første gang, vi sådan for alvor havde den helt store prioriteringsøvelse på banen i familien Holmgren. Vi tog simpelthen en post-it blok og noterede alle pligter, arbejdsopgaver, interesseområder, alt indhold i hverdagslivet. En ting pr. seddel. Alle sedlerne satte vi op på væggen. Og så gik vi i gang med at spørge:

• Hvilke opgaver er overflødige og bør fjernes helt?
• Hvilke opgaver kan andre varetage?
• Hvilke opgaver kan vi betale os fra?
• Hvilke opgaver kan vi bede om hjælp til?
• Hvilke opgaver kan fordeles anderledes imellem os?
• Hvilke rutiner kan vi optimere eller effektivisere?
• Osv.

I første omgang gjorde alene dette, at meget blev taget fra mine skuldre. Dernæst gik øvelsen på at prioritere i de sedler, der var tilbage:

• Hvad er vigtigst?
• Hvad er mindre vigtigt?
• Osv.

Den sidste del af øvelsen gør stadig gavn den dag i dag. Mange gange om ugen hjælper den mig til at prioritere mine opgaver. Jeg ved præcis, hvad der er vigtigst for mig, hvad der kommer på anden, tredje og fjerdepladsen osv. Det hjælper mig, når jeg både gerne vil nå at spille Nintendo Wii med børnene, gøre rent og købe ind, læse mine lektier og færdiggøre en præsentation til en kunde.

Stress og autonomi

Stress er lettest at undgå, hvis man selv har kontrol over, hvilke opgaver man skal håndtere. Og selvfølgelig er det helt afgørende, i hvor høj grad man magter det og lever op til de krav og forventninger, der er til en. Men altså, det er et faktum, at det kan være langt mere stressende, når mål og rammer er fastlagt af andre, frem for hvis man selv har kontrollen over arbejdsopgaver, krav, prioritering osv. Jeg er overbevist om, at det bl.a. var derfor, at jeg så hurtigt kom ovenpå igen.

Men så er det bare jeg tænker: Hvor megen kontrol har vores børn egentlig over tilværelsen? Hvor megen indflydelse har de på deres livs retning, mål og indhold? I hvert fald ikke lige så meget som voksne. Det siger sig selv. Derfor skal vi forældre være rigtig gode til dels at inddrage børnene i de beslutninger, der træffes omkring deres egen tilværelse. Dels skal vi være ansvarlige for at sætte rammerne, sådan at de krav og forventninger børnene møder, svarer til, hvad de kan håndtere. Og der ud over skal vi sørge for, at vi ikke selv er stressede. For vores stress påvirker vores omgivelse – det betyder også vores børn.

Konsekvenser

Stress er rasende usundt for børn:

• Koncentrationsbesvær
• Problemer med opmærksomhed
• Dårligere hukommelse
• Ringere immunforsvar
• Smerter i kroppen
• Urolig/forstyrret søvn
• Stress kædes sammen med diabetes og overvægt – altså også hos små børn!

Flow og stress – hinandens modsætninger

Siden du er landet her på min blog, er det nok ikke gået din næse forbi, at jeg er ret optaget af flow. Flow er et begreb, som dækker den tilstand vi er i, når vi er udfordret optimalt i en aktivitet, som vi både lige nøjagtig mestrer, hvis vi gør os umage, og som vi nyder så meget, at vi er opslugte og helt glemmer tid og sted. Flowniveauet bestemmes af forholdet mellem udfordringens størrelse og vores evner til at klare den. Det vil sige, at hvis vores evner overstiger udfordringen – at det er for nemt – så keder vi os og føler os umotiverede og uinspirerede. Når udfordringen til gengæld overstiger vores evner, så oplever vi ubehag, stress, nervøsitet eller måske magtesløshed. Kunsten at finde flow-niveauet handler altså om, at vi skal finde den balance, hvor vi ikke keder os, og hele tiden må finde opgaven så tilpas krævende, at vi må tænke kreativt og innovativt for kontinuerligt at klare kravene. Det betyder, at vi befinder os i noget, der godt kan føles som lidt uden for vores almindelige comfort zone. Det er her, vi har et enormt læringspotentiale, og her vi finder en vigtig kilde til vores motivation.

At være i flow er på mange måder den direkte modsætning til at være stresset. Man kan også sige, at flowtilstanden er positiv stress. Ja, faktisk viser forskning, at flow modvirker stress. I flow øger man sin opmærksomhed, skærper sin hukommelse, er totalt koncentreret. Børn er de fødte flow-mestre. F.eks. er de i flow, når de er optagede af leg. Kan du selv huske det, fra din egen barndom? Jeg kan. Den der helt selvforglemmende legetilstand. Legens verden synes for en stund mere virkelig, end den almindelige hverdagsverden. Det er flow. Jeg er tit i flow, når jeg arbejder. Derfor ønsker jeg mig også tit, at hvert døgn kunne have 48 timer. Jeg elsker mit arbejde. Jeg bliver faktisk lidt høj af det. Og det er også en af fælderne ved flowtilstanden. Man kan blive så opslugt, at det holder op med at være sundt. Så fordybet, at man glemmer at passe på sin sundhed og sine relationer. Derfor skal flow doseres.

Flow-fremme

Man kan ikke trives ved altid at være i flow. Forestil dig, at du altid glemte tid og sted og fandt din aktivitet så opslugende, at du ikke kunne tvinge dig selv væk fra den. Nej, det duer jo ikke. Men flow i fornuftige portioner er overmåde sundt. Og det kan fremmes både i arbejdslivet og i familielivet. Førende flow-forskere* har angivet seks forudsætninger for flowfremmende organisering:

1. Man skal have gode muligheder for selv at tage initiativ og for at lede sig selv – under ansvar for omgivelserne
2. Man skal have konkrete, energigivende mål
3. Reglerne bør være håndterbare og ubureaukratiske
4. Mulighederne for at afstemme udfordringer og kompetencer skal være fleksible
5. Tilbagemeldinger om ens præstationer m.m. skal ske på en enkel, tydelig og ikke-ydmygende måde
6. Man skal kunne fjerne distraherende faktorer, når man har brug for at kunne koncentrere sig

Og så er mit spørgsmål: Hvordan kan vi tilrettelægge familiens hverdag, så vi fremmer flow-oplevelserne?

Kan vi f.eks.:

• Facilitere børns leg, så der er plads og tid til fordybelse uden afbrydelser?
• Planlægge små lommer til fordybelse for hvert familiemedlem omkring arbejde, hobbyer o.lign.?
• Planlægge familiens fælles og individuelle mål, sådan at de virker styrkende og forløsende på familiens medlemmer?

Min kiste med guld

Måske fremgår det tydeligt, at jeg elsker flow. Og flowteori. Flowteorien er en læringsteori. Det er et forskningsfelt, som undersøger, hvordan denne optimale tilstand kan styrke os og øge vores trivsel. Foreløbig ved vi at flow fremmer:

• Trivsel
• Præstation
• Improvisationsevne
• Kreativitet
• Koncentration
• Opmærksomhed
• Indlevelse
• Læring
• Indre motivation
• Træning af hjernens executive funktioner
• Øget dopamin- og serotonin niveau
• Hukommelse
• Ukuelighed
• Begejstring

Sir’ det bare…

*Hans Henrik Knoop (2012), Mihaly Csikszentmihalyi (1993)

Læs mere om flow hos f.eks. Mihaly Csikszentmihalyi, som regnes for begrebets fader. Eller hos Frans Ørsted Andensen, som forsker i flow og læring (bl.a.). Jeg vil også anbefale Charlotte Blochs bog ”Flow og stress”.

Mere viden om børn og stress, se bl.a.: Bagger, Jensen og Lenchler-Hübertz (2006) ”Når børn får stress”, Aschehoug.

Foto: Daria Shevtsova - Pexels