lørdag D. 27 juni, 2020

Paracetamol ikke ufarligt

Paracetamol kan skade leveren og nyrerne, og nogen er så følsomme for stoffet, at der kan ske skade selvom man holder sig indenfor højeste anbefalede dosis på 4 gram (8 tabletter) dagligt.


Ikke alene paracetamol, men også en række andre smertestillende midler som fx magnyl og gigttabletter af typen ibuprofen kan have en række sundhedsskadelige virkninger. Også fordi man ved at bruge dem, fjerner symptomer i stedet for at gøre noget ved årsagen til, at man har ondt.

Paracetamol kan skade leveren og nyrerne, og nogen er så følsomme for stoffet, at der kan ske skade selvom man holder sig indenfor højeste anbefalede dosis på 4 gram (8 tabletter) dagligt. Højere doser ved fx (pseudo-) selvmordsforsøg medfører årligt mange svære leverskader, hvor det kan være nødvendigt med en ny lever. Især mange unge har oplevet dette, og nogen overlever ikke.

Paracetamol er den førende årsag til lægemiddel-forårsagede leverskader og den deraf følgende dødelighed i USA.

Forskere har undersøgt virkningen af paracetamol på en gruppe frivillige, raske mennesker. De fik en dosis på 4 gram dagligt, 8 tabletter, hvilket er den højeste anbefalede mængde. I løbet af få dage kom der en unormal stigning af enzymerne i leveren som tegn på leverskade. Disse unormale blodprøver fortsatte i op til 11 dage efter, at deltagerne var holdt op med at tage paracetamol. (JAMA, 2006; 296: 87-93).

Paracetamol omsættes i leveren og gennemgår ved starten af nedbrydningen en påvirkning af et enzym, hvor paracetamol bliver omdannet til et giftigt mellemstadium, som derefter bliver neutraliseret af det vigtige antioxidant glutathion, før det endeligt bliver udskilt i urinen. Ved forgiftning med paracetamol udtømmes derfor leverens depot af glutathion, og derved medfører paracetamol død af leverceller. I behandlingen af leverskader fra paracetamol anvender man derfor N-acetyl-cystein, der er forstadiet til og øger glutathion i leveren.

Andre kedelige effekter af stoffet

Tager man paracetamol sammen med kaffe forstærkes giftvirkningen.

Man har tidligere påvist, at hvis man blot tager to tabletter mod smerter ved fx en bihulebetændelse, så varer sygdommen et døgn længere. Det betyder, at disse håndkøbstabletter også svækker immunforsvaret mod betændelse.

Der er en sammenhæng mellem brug af paracetamol og astma. Ved længere tids brug er der også en øget risiko for blodkræft i form af leukæmi eller myelomatose. Ved langvarig brug af paracetamol under graviditeten øges risikoen for, at drenge bliver født med misdannelser af testiklerne.

Det er urimeligt, at man i dag kan købe paracetamol i håndkøb alle vegne. Det er påvist, at forbruget af disse skadelige tabletter er steget væsentligt, efter at de er blevet tilgængelige uden for apotekerne. Hvor skader efter brug af vitaminer og mineraler er meget sjældne, er bivirkninger af medicin meget hyppige og nu den tredie hyppigste dødsårsag! At der ikke er mere fokus på dette faktum skyldes givetvis økonomiske hensyn til medicinalindustrien.

Hjælp os til at blive bedre

Blev du rørt. mere bevidst eller inspireret af denne artikel?

Følg os på Facebook

… Og vær blandt de første til at få besked om nyheder, nye artikler, opskrifter og meget mere.