onsdag D. 03 marts, 2021

Hvad er Breast Implant Illness 

Breast Implant Illness, forkortet BII, er en fællesbetegnelse for de symptomer, som hundredtusindvis af kvinder verden over oplever som følge af deres brystimplantater. Mange kvinder, som lider af BII, er fejldiagnosticerede og fejlbehandlede i det konventionelle sundhedsvæsen, og mange får ikke noget at vide om, at implantaterne kan gøre dem syge.

 

Dette på trods af, at der efterhånden findes masser af studier og forskning inden for emnet, der peger på den mulige sammenhæng.

Der findes i øjeblikket ingen studier, der direkte kan relatere symptomerne til brystimplantaterne, men BII er alligevel stille og roligt ved at blive anerkendt af USA’s pendant til vores lægemiddelstyrelse: FDA (U.S. Food and Drug Administration), sundhedssektoren og implantatindustrien. 

BII ER IKKE NOGET NYT

Man skulle tro, at BII er noget nyt, fordi de færreste har hørt om det. Men sandheden er, at første gang nogen rapporterede om Breast Implant Illness, allerede var i 1990. Journalisten Connie Chung offentliggjorde beretninger fra kvinder, som led af ”mystiske” sygdomstegn, der var relateret til deres brystimplantater. De blev offentliggjort på CBS broadcast. Plastikkirurger blev på det tidspunkt oprørte og kritiserede journalisten for at skabe stress og angst hos kvinder og sagde, at der ikke var nogen beviser for, at det, hun publicerede, var sandt. Men sandheden er, at der findes et hav af beviser, nogle af dem kan du finde på det nye danske website breastimplantillness.dk.

SYMPTOMER PÅ BREAST IMPLANT ILLNESS

Det kan være svært at forstå, hvordan vores tænder, øjne, tarme, led, hår, mave, hjerne og hud kan påvirkes af et par brystimplantater. Men egentlig er det ikke så mærkeligt, som det kan lyde. Hele vores krop er opbygget af forskellige ”systemer”, der samarbejder på fineste vis, så din krop kan bære dig frem i livet. Alle disse systemer er afhængige af hinanden for at du kan gå, trække vejret, spise, tænke, pumpe blodet rundt i kroppen, bekæmpe virus/bakterier og holde kroppen sund – leve!

De mest almindelige symptomer blandt kvinder, som lider af BII, er: sygdomsfornemmelse, træthed og manglende energi, kognitive forstyrrelser (hjernetåge, hukommelses- og koncentrationsproblemer), muskel- og ledsmerter, hovedpine, hårtab, væskeophobninger i kroppen, udslæt og eksem på huden, IBS, og problemer med stofskiftet. Brystimplantater kan påvirke og forårsage forstyrrelser i de fleste af vores kropslige processer – også grundet dette særlige samarbejde mellem systemerne: det metaboliske (energi), det endokrine (binyrer, hypothalamus og skjoldbruskkirtel), immunsystemet (virus, bakterier, parasitter, autoimmunitet m.m.), det neurologiske (kognitive funktioner), og fordøjelsen (næringsmangler, fødevareintolerancer, allergier, IBS m.m). Symptomerne kan derfor vise sig inden for alle disse områder, hvilket også er tydeligt i listen over symptomer.

HVORFOR RAMMES NOGLE AF BREAST IMPLANT ILLNESS?

1. SILIKONE KAN FORGIFTE OS

BII har intet at gøre med, hvilket mærke eller hvilken type brystimplantat du har. BII forekommer hos kvinder, der har både silikone- og saltvandsimplantater. Silikone indeholder over 40 forskellige kemikalier og neurotoksiner (ifølge rapporter udarbejdet af FDA, Federal Drug Administration i USA), og der er teorier om, at BII kan være en form for silikoneforgiftning. De giftige kemikalier og tungmetallerne i silikonegelé er kendt for at forstyrre det endokrine system. De er inflammatoriske, kræftfremkaldende og påvirker både immunsystem, tarmflora og skaber belastning af giftstoffer i vores organer. Desværre er man ikke skånet ved saltvandsimplantater, da skallen på disse implantater også består af silikone. Derudover har mange kvinder med saltvandsimplantater oplevet den yderligere uheldige bivirkning, at der er opstået skimmelvækst inde i implantatet.

2. MEDFØDT FØLSOMHED OG DÅRLIGERE METHYLERINGSEVNE

En del der har fået indopereret implantater, reagerer kraftigt og bliver syge relativt omgående efter operationen, og en del har det godt i mange år, indtil de pludselig begynder at mærke et svigtende helbred med flere og flere symptomer. Det kan bero på såkaldte medfødte genetiske prædispositioner, hvor nogle af os dels er mere følsomme over for stoffet silikone, dels har en dårligere methylering (afgiftningsevne) end andre. Nogle er måske så heldige, at de slet ikke bliver syge, fordi de har kroppe og genetiske forudsætninger, som ganske enkelt kan klare at bære en højere grad af belastning i kroppen (for tilstedeværelse af en belastning kan ikke diskuteres). Når det er sagt, så er der studier, der viser, at kræftformen BIA-ALCL øges markant, når man har haft implantater i mange år, hvilket også er noget at tage højde for. (Se kilde HER). Man kan ganske enkelt ikke vide på forhånd, om man vil blive ramt af BII eller ej, og i så fald hvornår, på hvilken måde og i hvilken grad. 

3. VORES KROPPE INDKAPSLER IMPLANTATERNE OG AKTIVERER VORES IMMUNRESPONS

Selvom man ikke har denne medfødte følsomhed, kan din krop sagtens reagere overfor disse fremmedlegemer, der placeres over følsomme organer og kirtler og aktiverer kroppens immunrespons. Det er almindeligt kendt af industrien for medicinsk udstyr, at vores kroppe forsøger at afstøde fremmedlegemer, og at vores immunforsvar aktiveres, når vi oplever disse kropslige ”indtrængere”. De symptomer, der ligner BII, kan derfor også forekomme hos mennesker med andre implantater, der er indopereret i kroppen (se fx Netflix dokumentaren “The Bleeding Edge” der kommer rundt om de mange kedelige sager der verserer omkring medicinsk udstyr, b.la. brystimplantater).

For at beskytte dig mod den fremmede genstand, som er blevet indopereret (implantaterne), opbygger kroppen bindevævskapsler rundt om dem (obs! det er ikke det samme som kapselkontraktur*), som en beskyttelse mod spredning af det fremmede til resten af kroppen. Dvs. kroppen danner altid en kapsel omkring implantaterne. Det sker allerede efter et par uger, og denne kapsel består af arvæv/bindevæv.

Vores immunsystem bliver overbelastet, når immunresponsen er aktiveret over længere tid, og dette gør os mere modtagelige over for infektioner, bakterier, virus og parasitter. Dette kan i længden føre til kronisk inflammation og i værste fald autoimmune sygdomme. Indersiden af disse kapsler er et perfekt arnested for infektioner og en voksende biofilm, og danner nekrose over tid (celle- og vævsdød).

Teksturerede implantater er yderligere problematiske, da deres struktur lettere opsuger kropsvæsker og er en perfekt grobund for mikroorganismer. Mange af de implantater, der anvendes i dag, er teksturerede i forskellig grad. Disse typer implantater har en påvist og velkendt øget risiko for den særlige kræfttype som hedder BIA-ALCL, der står for: ”Breast Implant Associated Anaplast Large Cell Lymphoma” – på dansk “brystimplantatassocieret anaplastisk storcellet lymfom“. 

4. IMPLANTATET ”BLØDER” OG KAN LÆKKE SILIKONE

At komplikationen ”kapselruptur” kan opstå, dvs. at et implantat får en revne, bliver de fleste informeret om ved en brystforstørrelse. Men der er også undersøgelser der viser, at implantater faktisk kan lække mikroskopiske partikler af silikone uden at være revnede. Dette kaldes på engelsk for “gel bleed”. Det betyder, at dine implantater dagligt kan ”bløde/svede” små giftige partikler ud i bindevævskapslerne, som derefter kan bevæge sig videre ud i din krop og gøre dig syg. Noget som kan forværres ved at befinde sig i en varm temperatur (f.eks. sauna). Mange der har gennemført en explant, dvs. fået fjernet deres implantater, har kunnet se denne gel bleed på de udopererede implantater i form af en fugtig og klæbrig overflade. Der findes også kvinder, der ligefrem har lækket silikone ud af brystvorterne! Selvom det hører til de mere ekstreme tilfælde, hvor det da også var et ødelagt implantat, som var årsagen.

5. DÅRLIG TARMFLORA FORVÆRRER SYMPTOMERNE

Mange af os har allerede inden en brystforstørrelse, patogener og parasitter i vores tarme, der forårsager dårlig tarmflora. Eller også forringes tarmfloraen efter operationen. En dårlig tarmflora kan både være medfødt eller skyldes dårlig kost, stress, antibiotikakure eller en høj belastning af kemiske stoffer i kroppen. Man kan altså have en tarmflora i ubalance allerede inden en operation, som derefter forværres af det kropslige traume som en operation jo er, bla. pga. den stærke narkose og eventuelle antibiotika.

Den dårlige tarmflora kan medføre, at vi ikke kan nedbryde vores mad ordentligt. Dette kan igen føre til, at der opstår en næringsmangel, da flere vigtige enzymer, vitaminer og mineraler ikke optages korrekt. Disse næringsstoffer er nødvendige for at kroppen kan afgifte ordentligt og opretholde et stærkt immunforsvar. En svag tarmflora og påvirkningen af giftstoffer kan også medvirke til at danne “huller i tarmen”, så både naturlige og ikke-naturlige giftstoffer trænger gennem den naturligt beskyttende tarmbarriere og går i cirkulation i kroppen. Dette medfører en stor belastning af kroppens naturlige afgiftningssystemer. Disse alvorlige ubalancer i tarmen kan over tid føre til inflammation og autoimmune sygdomme. Vores tarmsundhed, kost og afgiftning er derfor utrolig vigtig at arbejde med, når man efter explant påbegynder sin helingsrejse.

HVAD SKAL JEG GØRE, HVIS JEG ER RAMT?

SØG INFORMATIONER

Hvis du har brystimplantater og har mistanke om, at du er ramt af BII, er det en altid god idé at begynde at søge efter og læse så meget du kan om BII på nettet. Kortlæg for dig selv dine symptomer, og sæt dem evt. op på en tidslinje for bedre at kunne forstå, hvornår de forskellige symptomer er opstået. Læs gerne andre ramte kvinders historier og erfaringer, og søg støtte og information i de Facebook-grupper, der er angivet under Community her på sitet. Det er utroligt styrkende at finde støtte og opleve, at man ikke er alene. For du er meget langt fra den eneste, der er ramt af BII symptomer.

UDELUK ANDRE ÅRSAGER

Hvis du har mistanke om, at du er ramt af BII, bør du altid kontakte lægen for at udelukke alvorlige sygdomme, mangler eller medicinske tilstande. Du vil sandsynligvis ikke finde så megen støtte eller indsigt hos hverken din almindelige læge eller din tidligere plastikkirurg omkring dine BII symptomer. Nogle gange kan man dog være heldig at møde læger, som er stødt på BII tidligere, eller som i en eller anden grad er informeret om lidelsen. Der findes som sagt ingen undersøgelser i dag, der i direkte linje kan påvise årsagen til BII symptomerne, og BII ignoreres og afvises derfor ofte af plastikkirurgerne. Det eneste du i sidste ende kan gå ud fra, er dit symptombillede og din egen mavefornemmelse. Ja, og så de mange kvinders erfaringer med at være blevet raske, når implantaterne blev fjernet. Uanset om det er brystimplantaterne, der har gjort dig syg fra starten, eller om brystimplantaterne “bare” er det, der får bægeret til at flyde over i din allerede følsomme krop, så har du det højst sandsynligvis bedst uden dette fremmedlegeme i din krop. Stol på din intuition. Silikone og saltvandsimplantater består trods alt af giftige stoffer, som ikke hører hjemme i vores kroppe.

UDTAGNING AF IMPLANTATER

Hvis du føler dig overbevist om, at du lider af BII, så er den generelle anbefaling at lave en såkaldt explant, så snart du har mulighed for det. Det indebærer, at man fjerner sine sine implantater ved operation, og det er meget vigtigt, at denne operation udføres korrekt for at minimere skaden i din krop og lette din fremtidige heling. Vi har her på sitet en særlig side, hvor vi har samlet information om korrekt explant samt andet, som kan være godt at vide for dig der overvejer at få fjernet dine implantater.

STØT KROPPENS HELING

Efter en korrekt udført explant vil din krop påbegynde en detox- og helingsrejse, som kan tage alt fra et par måneder til år. Stol på din krops evne til at hele og vær så tålmodig. Når vi behandler kroppen rigtigt og giver den de rette forudsætninger, har den en fantastisk evne til at hele og genopbygge sig selv og ende i balance igen. På siden Heling & Detox på breastimplantillness.dk finder du vigtig viden og information, som kan guide og støtte dig i din helingsproces.

FOTO: “gel bleed” på ydersiden af et implantat. Kilde: Dr Chun

Hjælp os til at blive bedre

Blev du rørt. mere bevidst eller inspireret af denne artikel?

Følg os på Facebook

… Og vær blandt de første til at få besked om nyheder, nye artikler, opskrifter og meget mere.