Mia Alfred Andersen

Helhedsorienteret socialrådgiver, familiebehandler og kognitiv adfærdsterapeut

For 3 år siden lyttede jeg Morten Albæk’s bog “Et liv, en tid, et menneske”, som ramte mig lige i solar plexus.  Den bog kunne virkelig mærkes og føles. For mig. Jeg var ked af det da jeg lyttede den sidste sætning. Nok mest fordi jeg blev ramt af tanken “Hvordan f… er det du har levet dit liv, Mia?!” Og nok også fordi jeg synes at vi har fået udviklet et samfund, hvor vi ophøjer hastighed og succes (hvad det så end er) til Gud.

Her 3 år efter, tænker jeg ofte på bogen. Er selvom stadig er ked af det, når jeg møder alle de børn og unge der mistrives, vælger jeg samtidig at tro på en bedre fremtid. En fremtid hvor vores generation begynder at leve mere bevidst. Ikke mindst som de hypersociale flokpattedyr vi er.

Jeg vil ikke acceptere, at vi har glemt at leve et meningsfuldt liv. Og alligevel møder jeg hele tiden meningsløshed, og mennesker der er overvældet af håbløshed.

Mange af bogens passager printede sig fast hos mig da jeg hørte den. Både min søn Anton og min far fik bogen af mig i julegave, og Morten Albæk var så sød at skrive en lille hilsen til dem forrest.

Passagerne er idag mere utydelige i min bevidsthed. Derimod er de godt og grundigt plantet i mit sanseapparat, som reagerer prompte på for højt tempo og meningsløshed. Og det er måske min gave.

Det ultimative formål for os mennesker må da være at sikre, at de liv, vi lever, er meningsfulde. Ikke bare tilfredsstillende eller lykkelige. Og der jo netop ikke et universelt svar på hvad meningen med livet er. Det står i hvertfald ikke bøjet i neon hos mig.

Vi er derfor i høj grad sat fri til at findes vores eget svar på livets vigtigste spørgsmål. Udfordringen er blot, at vi ikke rigtig bliver spurgt. Og dog; jeg er så privilligeret, at jeg idag nærmest kun er omgivet af mennesker, der tør at spørge og selv reflektere over meningen. Og også det eksistentielle grundvilkår meningsløshed.

Uddannelse er efterhånden mere et spørgsmål om at komme ud, end at det er et spørgsmål om at blive dannet. Jo før vi kan entrere arbejdsmarkedet, desto bedre. Fremtidsreform og uddannelsesloft – alt sammen noget, vi har opfundet for at sikre, at det ungvoksne menneske skynder sig at blive færdig, så det kan komme ud på arbejdsmarkedet. Og hvis det ikke skulle være nok, så har vi også installeret en kvikbonus, som giver dig en ekstra konkurrencemæssig fordel, hvis du ellers kommer hurtigt videre i systemet.

Vi har ganske enkelt ophøjet hastighed til Gud. Vi skal skynde os. Ingen ved helt hvorfor, men vi skal skynde os som ind i helvede.

Vi har som samfund belejligt glemt at fortælle i farten, at ingen empiri viser en korrelation mellem en hurtigere gennemført uddannelse – eller et karaktergennemsnit i øverste kvartil – og et lykkeligt og meningsfuldt liv. Du kan statistisk set se frem til en bedre løn, men ikke nødvendigvis et bedre liv. Og når vi samtidig ved, at andelen af unge med høj livstilfredshed siden 2004 er faldet år efter år, bør vi spørge os selv, om hastighed rent faktisk er den rette Gud at tilbede.”