fredag D. 31 januar, 2020

Elsk dig sund – fire genveje til sundhed og trivsel

I dag får du fire enkle forslag, der kan styrke både dit helbred og dine relationer. Men først lidt baggrund (scroll ned hvis du ikke gider at vide hvorfor det virker, men bare hvad der virker):

 

Hvad er en følelse?

Prøv engang at lægge den traditionelle opfattelse af følelser, som sentimentale og evige, bort for en stund og overvej, at følelser også kan forklares som helt fysiske forbindelser, der opstår i din hjerne. Det er nemlig den forståelse af følelser, jeg forholder mig til lige netop her. I mit fag skelner normalt vi mellem emotioner og følelser, men pyt med det. Her bruger jeg begge i flæng. Jeg håber, du hænger på.

Sidste år bloggede jeg om en masterclass med Barbara Fredrickson jeg deltog i i Californien. Nu er det på tide at uddybe et par af Barbaras vigtigste pointer. Den nyeste forskning i positive emotioner har nemlig vist, at følelser ikke er sådan nogle langstrakte evige sager, der svarer til de fortællinger vi har om følelser, udødelig kærlighed for eksempel. Følelsen kærlighed er ikke en følelse, der kan vare til evig tid. Den kommer og går. Opstår i de interaktioner vi har med hinanden (eller ved tanken om hinanden).

Men selv når vi er allermest hvirvlet ind i følelsen af kærlighed, bærer tiden os jo videre til et nyt øjeblik og derefter endnu et. Og de øjeblikke bringer os hele tiden nye følelser. Ergo er den oplevelse af kærlighed, vi netop havde, jo blevet afbrudt. Det betyder ikke, at vi holder op med at elske vores kære konstant, men det betyder, at selve følelsen – den fysiske begivenhed, der finder sted i hjernen – kommer og går. Og jo oftere vi oplever den, jo mere fantastisk er det naturligvis for os. For det er jo en skøn følelse.

Men altså, for at skære det ud i pap: Mens jeg sidder her og skriver, sanser jeg ikke konkret følelsen af kærlighed til min mand – jeg er jo optaget af at skrive. Men hov, nu tænker jeg jo på ham, fordi jeg skriver om ham, og vupti, så kan følelsen dukke frem. Måske. Sådan bølger vores følelser frem og tilbage hele tiden.


Nå, jeg håber du gider følge med lidt endnu.

Hvis nu vi forstår følelser (fx kærlighed) som disse glimt, disse sansninger, så forstår vi, at følelser forekommer i bittesmå momenter – det vi på engelsk kalder micro moments. Altså et ganske kort moment, hvor vi i netop det øjeblik deler noget med en anden person (det være sig en nærtstående person eller en komplet fremmed). Lige dér i det øjeblik, hvor vores øjne mødes, dér opstår der en forbindelse. Dér connecter vi. Det er i de øjeblikke, hvor vi virkelig oplever at være på bølgelænge, at have skab rapport, at klikke. For alvor at klikke med en anden kan på en måde ses som en biologisk dans; vi mødes og vores smil og gestik spejles.

Men det er ikke alt! Forskningen har nu vist, at også vores biokemi, endda vore hjerters rytme og hjernens synapser i det øjeblik synkroniseres. Det er, som om en enkelt positiv emotion ruller gennem to hjerner og to kroppe i samme øjeblik. DET er da vildt. Det er det, der sker, når vi i et øjeblik – et mikromoment – forbindes. Til vores elskede, til barnet foran i køen, til manden i bussen.

Jo flere af disse øjeblikke vi oplever, jo hurtigere forandres vi (til det bedre). Ikke bare socialt og psykologisk, men også fysisk. Fx har forskere fundet en beviselig effekt på vagusnerven, som er den nerve der forbinder hjerne og hjerte og faktisk regulerer vores hjerterytme, og det stopper ikke her. Vores generelle helbred påvirkes faktisk (!) idet disse småbitte øjeblikke tilsyneladende også forbedrer hele kroppens evne til at håndtere inflammation og regulere glukose. Endelig øges også vores generelle biologiske kapacitet for at skabe relationer, når andelen af disse mikro-momenter øges.

Man kan måske sige, at vi nu fået bevis for – også på celleniveau – at relationer er vigtige for vores sundhed på linje med at spise bladgrønt og dyrke motion.

Tilsyneladende (selvfølgelig) er vi bygget sådan, at det hele hænger meget konkret sammen: Krop og psyke, helbred og relationer. Vi har vel altid vist det, men når videnskaben endelig får bagdelen med sig ind over mållinjen,  så giver det mig altså en særlig stor fornøjelse.

Det betyder imidlertid også, at vi nu kan måle, hvad der sker, når vi ikke tager os af følelsesaspektet af at styrke vores relationer. Som på mange andre områder, så svækkes det, vi ikke bruger og vedligeholder. Vi skal aktivt vælge det til. Ellers forgår det. Og hvad er det, der forgår, når vi ikke connecter med andre? Jo, vores helbred får for det første ingen gavn af de positive fysiske synergieffekter, der er ved at opleve mange mikro-momenter af positive emotioner. For det andet vil selve vores kapacitet for at skabe stadig flere mikro-momenter også forvitres.

Med en metafor vil det altså sige, at hvis vores evne til at holde af andre mennesker er en beholder, så vil den beholder skrumpe, hvis vi ikke bruger den. Til gengæld vil den blive større og større, jo mere vi bruger den. Voila.

Så hvordan sikrer vi, at den beholder bliver større og større? Her er mine bedste tips.


NU kommer vi til de konkrete råd til mere kærlighed,trivsel og sundhed!


1. Smart-phone-frie stunder:

Drop telefonen af og til. Vi bruger vores telefoner, så vi kan multitaske: lige tjekke et eller anden mens ungerne alligevel leger, lige svare på noget, mens vi alligevel venter osv.  Men sandheden er, at vi ikke kan multitaske (optimalt, i hvert fald). Når vi deler vores opmærksomhed ud på flere ting, er der bare mindre båndbredde ledig til hver enkelt aktivitet. Sådan er det. Det betyder, at vi misser små detaljer, børnenes spørgsmål, nuancer vi ikke aner, at vi mister, fordi vi også lige tjekker facebook, mailen, sms’en, vejret, instagram og wordfeud.  Men telefonen slukket øges vores muligheder for at opleve mikromementer af positive følelser mange, mange gange.

Nogle af os bruger også telefonen og særligt sms’er til at gemme os fra hinanden. Vi siger det ikke til nogen. Vi orker bare ikke interaktionerne og konfrontationer, så vi sender en besked. Og på facebook kan vi redigere i billedet af os selv, så vi ikke afslører vores uperfekte, autentiske selv i en ikkekontrolleret kontekst. Det føles nemmere, men vi risikerer at blive ”frakoblede” i vores relationer. Vi bliver dårligere til at være rigtigt nærværende, når vi så endelig er sammen med rigtige mennesker. Vi bliver stadigt dårligere til at interagere og opleve mikro-momenterne med menneskerne omkring os.

Og det gælder selvfølgelig også børnene. Derfor er ipad/iphone ikke en optimal barnepige hele tiden. Børn skal også lære at være alene, at være foruden afledende underholdning. Både børn og voksne har brug for ægte menneskelig konktakt og ægte alenetid med sig selv. Det er klart. Så derfor: alt med måde. Jeg er ikke fortaler for, at vi alle dropper vores telefoner og tablets helt. For de byder bestemt på umuligheder, udvikling og læring. Når bare vi husker, at børnene lærer af os og kopierer os. Vi må ikke glemme at vi er ansvarlige for, at både store og små sætter de autentiske relationer forrest!


2. Aften-refleksion:

Prøv at bruge et minut hver aften på at reflektere over dagens tre længstvarende sociale interaktioner. Hvor tæt var jeres fælles øjeblik? I hvor høj grad følte du dig på bølgelængde med personen i det øjeblik?


3. Kapacitets-træning:

Prøv hver dag – på vej til eller fra arbejde, på indkøb eller en anden tilsvarende situation – at lægge mærke til andre mennesker på din vej. Dem du møder, sender du en varm og positiv tanke. Hvis de ser plagede ud, så ønsk dem lindring, hvis de ser glade ud, så ønsk for dem, at deres glæde varer ved.


4. Meditation eller en mindfulness:

Prøv en guidet meditation eller en mindfulnessøvelse. Der findes flere guides og apps du kan bruge.

Jeg kan også varmt anbefale det, der hedder loving kindness meditation. Du kan selv google og finde mange flere.


Og hvorfor hjælper alt dette?

Jo forskning har vist, at mennesker, der på denne måde reflekterer over deres sociale relationer, oplever et bedre humør og tilmed forbedrer deres helbred.

Når vi går og lægger mærke til andre menneskers tilstand og reflekterer over, hvad de mon kunne trænge til, så træner vi bogstaveligt talt vores egen kapacitet for at kunne åbne os for andre og skabe denne form for kontakt selv – altså skabe de hersens mikro-momenter.

Endelig ved vi fra forskningen, hvordan meditationspraksisser faktisk øger mængden af micro moments i vores liv. De øger også helt enkelt mængden de af positive følelser vi oplever. Og det øger jo altså igen både vores trivsel og fysiske helbred. Det er win-win med skrue og dobbelt salto. Det er bare om at komme i gang. Du kan sagtens nøjes med at prøve et råd af ad gangen.


Rigtig god fornøjelse!

Hjælp os til at blive bedre

Blev du rørt. mere bevidst eller inspireret af denne artikel?

Følg os på Facebook

… Og vær blandt de første til at få besked om nyheder, nye artikler, opskrifter og meget mere.